
Handelsbetingelser & Bookingvilkår
Nærværende handelsbetingelser gælder for enhver aftale, booking og levering af tjenesteydelser samt fysiske og digitale produkter indgået med Cailla Wiegardt Photography v/ Camilla Wiegardt (CVR: 42251321)
Ved indgåelse af en aftale eller booking accepterer du nedenstående vilkår.
1. Booking, Aftaleindgåelse og Betaling
A. Fotografering og Sessions
-
Reservationsgebyr: Ved booking af en fotografering opkræves et reservationsgebyr. Tiden og datoen i kalenderen er først endeligt reserveret, når dette gebyr er modtaget.
-
Restbeløb: Det resterende beløb faktureres og forfalder til betaling senest på dagen for fotograferingen, forud for sessionens start.
-
Køb af Produkter: Bestilling af fysiske eller yderligere digitale produkter (f.eks. album, triplex, print m.m.) finder sted under den efterfølgende billedfremvisning (Reveal Session). Betaling for bestilte produkter sker fuldt ud på dagen for bestillingen medmindre der aftales afdragsordning. Ingen fysiske eller digitale produkter leveres eller sættes i produktion, før fuld betaling er modtaget.
B. Coaching og Forløb
-
Ydelser inden for coaching, forløb og workshops betales i henhold til den indgåede aftale ( enten som engangsbetaling eller via en godkendt ratebetalingsaftale).
-
Ved ratebetaling binder kunden sig til at betale samtlige rater i henhold til den aftalte betalingsplan, uanset om kunden vælger at gennemføre eller afbryde forløbet før tid.
2. Ombooking, Afbestilling og Udeblivelse
A. Ombooking af kunden
-
Ønsker kunden at ombooke en fotografering eller session, skal dette meddeles skriftligt senest 72 timer før det aftalte tidspunkt. Ved rettidig ombooking overføres det indbetalte reservationsgebyr til den nye dato. Den nye dato skal placeres inden for samme kalenderår.
-
Ved ombooking med mindre end 72 timers varsel går reservationsgebyret tabt, og en ny tid kræver et nyt reservationsgebyr.
B. Afbestilling
-
Afbestilles en fotografering mere end 7 dage før den aftalte dato, kan det indbetalte gebyr konverteres til et tilgodebevis.
-
Ved afbestilling mindre end 7 dage før – eller ved udeblivelse ("no-show") – refunderes eller overføres reservationsgebyret ikke.
C. Forsinkelse
-
Ved forsinkelse fra kundens side fratrækkes den tabte tid i sessionens samlede varighed af hensyn til efterfølgende bookinger. Ved forsinkelse på mere end 30 minutter forbeholdes retten til at aflyse sessionen uden refundering af det indbetalte beløb.
D. Aflysning fra fotografens/coachens side
-
I tilfælde af akut sygdom, nødsituationer eller uforudsete hændelser (force majeure) forbeholdes retten til at ombooke sessionen til en ny, gensidigt aftalt dato uden ekstra omkostninger for kunden. Hvis en ny dato mod forventning ikke kan findes ved fotografering, tilbagebetales det indbetalte reservationsgebyr i sin helhed.
3. Returret og Fortrydelsesret
A. Ydelser og Fotografering
Da fotografering og coaching er personlige ydelser, der leveres på et specifikt tidspunkt, frafalder den generelle 14 dages fortrydelsesret, når leveringen af ydelsen påbegyndes eller reservationen af kalenderpladsen er gennemført, jf. Forbrugeraftalelovens bestemmelser.
B. Specialfremstillede Produkter (Print, Album, Triplex)
Alle fysiske fotoprodukter fremstilles specielt efter kundens individuelle ønsker og valg af billeder. Der er derfor ingen fortrydelsesret eller returret på trykte produkter, albums eller print, efter at bestillingen er sendt til produktion.
C. Digitale Produkter
Digitale filer og leverede billedgallerier er fritaget for fortrydelsesret fra det øjeblik, downloadlink eller adgang er leveret.
4. Leveringstider
Leveringstider for færdige produkter regnes fra datoen for endelig godkendelse og betaling ved billedfremvisningen:
-
Digitale gallerier: Forventet levering ca. 3–4 uger efter Reveal sessionen.
-
Print og mindre fotoprodukter: Ca. 2–3 ugers leveringstid.
-
Album og specialfremstillede produkter (f.eks. håndlavede italienske albums): Op til 8 ugers leveringstid fra godkendt design.
Virksomheden kan ikke holdes ansvarlig for forsinkelser, der opstår som følge af forhold hos eksterne trykkerier, laboratorier eller fragtfirmaer.
5. Billedredigering og Kunstnerisk Frihed
-
Stil og æstetik: Kunden erklærer ved sin booking at være bekendt med fotografens kunstneriske stil, efterbehandling og filosofi.
-
Redigering: Efterbehandling indebærer standard farve- og lyskorrektion samt konvertering til signaturstil (f.eks. sort-hvid). Der udføres ikke kropskorrigerende redigering, manipulation af kropsformer eller fjernelse af permanente kropstræk (som ar, modermærker eller strækmærker). Midlertidige mærker som blå mærker eller mindre rifter fjernes som standard.
-
Levering af filer: Der udleveres under ingen omstændigheder uredigerede råfiler (RAW-filer).
6. Ophavsret, Brugsret og Privatliv
-
Ophavsret: Ophavsretten til alle fremstillede billeder tilhører udelukkende fotografen i henhold til Ophavsretsloven.
-
Brugsret for kunden: Kunden erhverver en personlig brugsret til de købte billeder. Billederne må benyttes til private formål og deles på egne private sociale medier.
-
Ændring af billeder: Det er ikke tilladt at ændre, beskære, påføre filtre eller på anden måde manipulere de leverede billeder uden forudgående skriftlig aftale. Billederne må ikke anvendes kommercielt eller videresælges til tredjepart.
-
Offentliggørelse og Diskretion: Billeder fra fotograferingen offentliggøres kun på sociale medier, hjemmeside eller i markedsføring, såfremt kunden har givet sit udtrykkelige, skriftlige samtykke dertil. Hvis kunden ønsker fuld diskretion, respekteres dette uden undtagelse.
7. Ansvarsbegrænsning og Sikkerhed
-
Sikkerhed under sessionen: Deltagelse i fotografering eller coachingforløb sker på eget ansvar. Virksomheden kan ikke gøres erstatningsansvarlig for person- eller tingskade, der måtte opstå under ophold i studiet eller på lokation, medmindre skaden skyldes grov uagtsomhed.
-
Særligt for fotografering: Der tolereres absolut ingen former for uhensigtsmæssig, grænseoverskridende eller seksuel adfærd under en session. Skulle dette opstå, afbrydes sessionen øjeblikkeligt uden mulighed for refundering af det indbetalte beløb.
-
Teknisk svigt: Skulle der opstå totalt tab af billeder som følge af teknisk svigt (f.eks. defekt hukommelseskort eller udstyr) uden for fotografens kontrol, begrænses virksomhedens erstatningsansvar til det beløb, kunden allerede har indbetalt for den pågældende fotografering.
8. Persondatapolitik (GDPR)
For at kunne opfylde aftalen indsamles og behandles nødvendige personoplysninger (navn, adresse, e-mail, telefonnummer samt købshistorik). Oplysningerne behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende databeskyrelseslovgivning. Personoplysninger videregives aldrig til tredjepart medmindre det er nødvendigt for aftalens opfyldelse (f.eks. til trykkeri for levering af print).
9. Lovvalg
Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med nærværende handelsbetingelser eller indgåede aftaler, skal afgøres efter dansk ret ved de ordinære danske domstole.